Rejsetips Argentina

I løbet af studieperioden i Argentina vil du have flere muligheder for at tage på både korte og lange ture rundt omkring i landet. Flere studerende vælger også at rejse rundt på kontinentet før eller efter studieperioden. Vi har samlet forskellige rejsetips fra tidligere studerende, som du kan bruge som inspiration til dine sydamerikanske eventyr.

Argentina byder på mange forskellige typer oplevelser, fra gammel kultur til fantastisk natur. Ofte kan strækningerne mellem oplevelserne synes store på et kort, men i Argentina kan man tage natbusser, så man ikke spilder sin tid. Busturene er i sig selv en oplevelse, og man oplever virkelig, at Argentina er meget mere end bare Buenos Aires. I bussen ser man det skiftende landskab flyve forbi, og de argentinske "gauchos" (cowboys), som passer køer fra hesteryggen i de fantastiske landskaber. Argentina kan byde på alt fra spændende storbyer, øde ørkener, frodige jungler og enorme vandfald.
 



Mendoza
Hvis du har mulighed for det, så tag en tur til Mendoza! Det er en by, du endelig ikke må gå glip af. Én ting er, at Mendoza-regionen er den største vinproducent i Argentina, men byen ligger også ved foden af de argentinske Andesbjerge og byder på utrolige naturoplevelser. Hvis du besøger Mendoza, er vinsmagning et most! Du lejer en cykel og cykler langs bugnede vinranker fra vingård til vingård. På denne tur får man smagt masser af god vin og lokale specialiteter. Der skal hertil gøres opmærksom på, at der cykles mere forsigtigt på vejen hjem end derud. I Mendoza tog jeg på rafting, rappelling og hestetur i Andesbjergene; alle turene blev selvfølgelig sluttet ordentlig af med "asado" (argentinsk grill), hvor alt tænkeligt blev grillet. Rappelling-oplevelsen indebar en god vandretur i Andesbjergene, både gennem sne, vandløb og tåge. Når det endelig går op for en, at tågen faktisk ikke er tåge, men skyerne som du har passeret, er det den absolut fedeste fornemmelse. Yderligere husker jeg bedst Mendoza for paraglidning, som jeg forsøgte mig på sidst på dagen. Vi blev kørt op i den rette højde, fik udstyret spændt fast og sprang ud over klippen! Det var vanvittigt fedt - en helt utrolig fornemmelse! Mens jeg var i luften, kunne jeg se bjergene, som skiller Argentina fra Chile, imens jeg så Mendoza på den anden side. Efter 30 minutter med kombineret angst og jubel, kunne jeg endelig plante fødderne på jorden igen – nu var det tid til endnu en "asado". 

Mendoza ligger omkring 14 timer fra Buenos Aires, og skal du videre derfra, er det også muligt at fortsætte mod Chile og dens hovestad Santiago. 


Cordoba
Hvis du vil opleve andre byer end Buenos Aires, er Cordoba en oplagt by at besøge. Cordoba er en stor by, som er fuld af historie, kultur, kolonial arkitektur og underholdning. Hvis du ikke har besøgt katolske kirker før, kan disse klart anbefales at ligge vejen forbi. Yderligere er Jesuskirken i byen fantastisk. Cordoba har hele syv universiteter, og alle byens unge mennesker gør det til en sjov by at færdes i. Da jeg besøgte byen, var der tilfældigvis musikfestival (Cosquin Rock) i nabobyen Cosquin, og blandt kunstnerne var blandt andet Deep Purple. Entreen kostede 70 norske kroner og gav adgang til Deep Purple og en hel del andre argentinske, latinamerikanske, europæiske og nordamerikanske artister. I Cordoba besøgte jeg yderligere Che Guevara’s barndomshjem, var på det lokale marked og besøgte mine argentinske venner til endnu en "asado".


Cataratas del Iguazu
En detaljeret beskrivelse af Iguazu er næsten umulig at fyldestgøre. Iguazu er en række imponerende vandfald, som ligger i regnskoven på grænsen mellem Argentina, Brasilien og Paraguay.

Hvis du synes, at enorme vandfald er imponerende, er dette stedet at besøge! Iguazu er kåret som en af de smukkeste naturlige vidundre - og det er med god grund. Der er mulighed for fra forskellige udkigsposter at se de ekstreme vandmasser svæve hunderede af meter lodret ned. Går man til La Garganta del Diablo (djævlens strube), står man direkte over det største af vandfaldene, hvilket med garanti vil tage pusten fra dig. Lyden er overdøvende, og når det er solskin, skaber vanddråberne op til flere regnbuer samtidig. Når du går langs stierne, er der et mylder af sommerfugle, som sværmer rundt, og rundt omkring vandfaldende er et rigt dyreliv med blandt andet aber. Det er muligt at sejle med en båd helt ind til vandfaldende og i nogen tilfælde bag dem, så jeg vil stærkt anbefale at tage et vandtæt kamera med! Eftersom vandfaldene er spredt ud mellem tre lande, valgte jeg at spise min morgenmad i Argentina (Puerto Iguazú), frokost i Paraguay (Ciudad del Este) og aftensmad i Brasilien (Foz do Iguacu). Vandfaldene ses bedst fra den brasilianske side, men fra den argentinske side kommer man tættest på. Et godt råd er at medbringe ekstra tørt tøj, da det ellers hurtigt kan blive en våd fornøjelse.


Uruguay
Hvis du vil have en pause fra storbylivet, opleve strandliv og samtidig forny dit turistvisum, er det oplagt at taget færgen over til Rio de la Plate – Uruguay. Jeg tog først færgen til Colonia, som er en idyllisk, lille by. Colonia er landets ældste by og står også på UNESCO’s verdensarvsliste. Derefter tog jeg bussen videre til Uruguays hovestad med det funky navn Montevideo, som i virkeligheden minder om en forstadsby. Her lejede jeg en cykel og cyklede rundt til de historiske dele af byen. Jeg kørte på brostensbelagte gader, drak mate med de lokale montevidenos og besøgte de lokale markeder. Buenos Aires har meget at byde på, men lige præcis strande kan byen ikke tilbyde. I Montevideo er der derimod flere strande langs kysten, og efter en cykeltur rundt i byen er en dukkert i vandet stærkt tiltrængt! En fed oplevelse og kun et kort tur væk fra Buenos Aires!

God tur!
- Kristoffer

 

 

 

 

 

 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                               
 

Har du spørgsmål?

Udfyld formularen nedenfor så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Tak. Du hører fra os inden tre arbejdsdage.

 

Instagram kan du finde studerendes billeder fra studiestederne.

Du kan også læse studerendes blogs fra studiestederne.

Besøg oss på Facebook, hvor du kan finde nyhedsopdateringer.